HERBERGET TRE EGE

 

 

Tre Ege, Kirkens Korshær, er et midlertidigt botilbud for hjemløse. Stedet drives i et samarbejde med Aarhus Kommune. Tre Ege har en række pladser på Forsorg og Natherberg i Brabrand samt pladser på forskellige adresser i byen.

De er alle et tilbud til socialt udsatte borgere over 18 år, som ikke har en bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om støtte, omsorg og hjælp. Hjælpen består bl.a. af selvhjælpssamtaler, der gerne skal føre til positive løsninger for fremtiden, og til at komme videre med deres mål i livet.

Læs mere på treege.dk

Kontakt

Tre Ege, Kirkens Korshær: Årslev Møllevej 15, 8220 Brabrand. Telefon 8713 2000

 


Interview med tidligere beboer på Tre Ege

Mand, 56 år

Hvorfor kom du på Tre Ege?
Jeg kom til Tre Ege, efter at jeg var smidt på gaden og have levet en længere periode som hjemløs. Tre Ege var især et godt sted for mig, fordi man må have sin hund med der. Jeg boede længe på Tre Ege, og jeg var glad at bo der. Det var et dejligt alternativ til at være hjemløs. Naturen i området er smuk, faciliteterne for beboerne er gode og så er der rent. Medarbejderne ydede god omsorg, og maden smagte dejligt.

Via Tre Ege fik jeg hjælp til at få en lejlighed, som jeg er flyttet ind i for nylig. Jeg fik også et lidt større netværk og en større stabilitet i min hverdag. Nu er jeg glad for at være i min egen lejlighed. Her vil jeg gerne blive boende i lang tid.

 

Hvad betyder Kirkens Korshær i Aarhus for dig?
Kirkens Korshær betyder for mig, at jeg altid har et sted, hvor jeg kan tage hen, hvis filmen skulle knække for mig. Det er rart, at der findes sådan nogle steder, der er for alle mennesker. I Kirkens Korshær gør medarbejderne, hvad de kan for at hjælpe og støtte mennesker, der er inde i en svær periode i livet.

 

Hvad drømmer du om?
Jeg drømmer om at få en kæreste. Jeg trænger til at have en kvinde, som jeg kan dele mit liv med. Jeg drømmer også om at spare sammen, så jeg kan komme ud at rejse. Når jeg engang ikke har hund mere, vil jeg gerne til Indien eller Sydspanien. Jeg vil gerne ned i varmen og male.

 

Hvad er vigtigt for dig at fortælle om Tre Ege til mennesker, der ikke kender stedet?
Mennesker, der en tid bor på Tre Ege, er ganske almindelige folk, som før har haft en lejlighed, eller som har mistet konen og derfor ikke har et sted at bo. Det er ikke kun misbrugere eller psykisk syge, der kan blive hjemløse. Netop det tror jeg, at mange glemmer -, eller også ved de det ikke.

Beboerne på Tre Ege er måske mere følsomme end så mange andre. Men ofte har de nogle evner, som man ikke umiddelbart ser med det samme. Måske er nogle af evnerne blevet undertrykt igennem livet. Jeg husker blandt andet en, der spillede helt fortryllende klaver. Og der var en, der kunne mure helt fantastisk. Der var flere kunstneriske mennesker, der kunne male eller lave andre kreative ting på Tre Ege.

I dag er der mange i vores samfund, som har nemt ved at give andre mennesker prædikater som ’psykisk syg’, ’misbruger’ eller ’afviger’. Det er prædikater, som er svære at få pillet af igen. Det er svært at få rettet ordet ”skævt” ud! Pas på ikke at udstøde de udstødte, og husk at tale med de mennesker, du møder. Se altid mennesket bag facaden.


 

 

 


Landsindsamlingen i 2017

Søndag d. 26. november samler vi ind til udsatte mennesker i Danmark!

Vi håber at se endnu flere, som ønsker at hjælpe Kirkens Korshær, så vi kan hjælpe udsatte mennesker i samfundet!